Pavlopetri

Arkæologer er i fuld gang med at udgrave den mykenske by Pavlopetri. Byen synes at være gået under i det 12. årh. og giver derfor et unikt stemningsbillede af en byplanlægning, levevilkår etc. på dette ikke alt for oplyste tidspunkt i Grækenlands historie. Det kan vel kun være et spørgsmål om tid før, Atlantis spøger…
Jf. BBC og rogueclassicism.

Den flade jord

Engang i midten af det 6. årh. har en god kristen handelsmand fået nok. NU må det stoppe med al den snak om en jord, der er kuglerund!
Ideen om den runde verden går i hvert fald tilbage til Parmenides, der i sit noget kompliceret digt om væren og ikkeværen får defineret væren til netop en kugle, eftersom afstanden fra midten til den punktmængde på cirklens ligninge er lige lang over det hele. Det er dermed umuligt, at væren er mere til stede et sted end et andet.
Denne tanker får Platon kombineret med pythagoræisk matematik til et verdensbillede, hvor himmellegemerne er runde, og de enkelte elementer har form som forskellige polygoner. Alt sammen i et forsøg på at gøre verden til en repræsentation af den matematiske virkelighed. Makrokosmos kommer således til at spejles i mikrokosmos.
Aristoteles går den modsatte vej af Platon og konkluderer på baggrund af sine observationer, at joden må være rund og centrum for universet.
Det er denne ca. 800 år lange tradition, Cosmas føler sig kaldet til at sætte på plads. Hans værk Topographia Christiana er overleveret i tre håndskrifter (et i Vatikanet fra Konstantinopel, et Kappadokien nu i Sinai Ægypten og et fra Athos bjerget nu i Firenze). De er alle rigt illustreret med billeder, der må gå tilbage til Cosmas selv. Hans navn findes kun i et af håndskrifter, hvilket betyder, at han i middelalderen kun var kendt som en kristen –hvilket højst sandsynligt har været i overensstemmelse med hans ønsker. I værket afslører Cosmas, at han har sejlet på Middelhavet, Det Røde hav og Den Persiske Gulf. Det kan derfor undre, at han i den grad til side sætter egne erfaringer, for at få sit verdensbillede til at passe med det man kan læse i Biblen. Jorden er nemlig flad og indeholdt i et tabernakel, hvor låget udgør himlen. Cosmas er med andre ord måske verdens første rigtige tilhænger af en flad jord. Et af de drivende motiver for Cosmas må være ønsket om at gøre os til bedre mennesker, som det sker for Erasmus Montanus 1200 år senere:

MONTANUS.

Ach gunstige Herre! Jeg skal følge hans Raad, og beflitte mig paa, at blive et andet Menniske herefter.

LIEUTENANT.

Got, saa gir jeg eder da løs igien, naar I har giort de Løffter baade til eders egne, og eders Sviger-forældre, og bedet dem om Forladelse.

MONTANUS.

Jeg beder eder da ydmygst med grædende Taare alle om Forladelse, og lover at føre et gandske andet Levnet herefter, fordømmer mit forrige Væsen, fra hvilket jeg er bragt ikke meere ved den Tilstand, jeg er geraadet udi, end ved denne brave Mands grundige Tale og Lærdom, for hvilken jeg derfor næst mine Forældre, skal altid have meest estime for.

JERONIMUS.

Saa holder I da ikke meere for min kiære Svigersøn, at Jorden er rund; thi den post ligger mig meest om Hiertet.

MONTANUS.

Min hierte Svigerfar, jeg vil ikke disputere videre derom. Men jeg vil allene sige dette, at alle lærde Folk er nu omstunder af de Tanker, at Jorden er rund.

JERONIMUS.

A - - - Hr. Lieutenant! Lad ham blive Soldat igien, til Jorden bliver flack.

MONTANUS.

Min kiære Svigerfar, Jorden er saa flack, som en Pandekage, er han nu fornøyet.

JERONIMUS.

Ja, nu er vi gode Venner igien; nu skal I faae min Dotter, kommer nu allesammen ind hos mig, og drikker paa en Forligelse; Hr. Lieutenant giør os den Ære at komme ind.

(De gaae ind.)

Romulus

Det canadiske death metal band Ex Deo har netop udgivet en cd med titlen Romulus. Temaet for skiven er det romerske rige, og bandet giver på dets myspace-side udtryk for at give et nærmest historisk korrekt billede af begivenheder, der var med til at skabe og definere riget.
Et godt eksempel er første sang og titelnummeret Romulus, der ikke overraslende handler om Romulus og hans forhold til Remus. Nummeret er også bandets første video
Nummeret bygger i nogen grad på den version, vi finder hos den romerske historiker Livius, der dog genfortæller to versioner af myten om Romulus og hans broder Remus (det synes en smule underligt, at Romulus kan betragtes som en diminutiv af Remus). Det er tilgengæld sigende, at det er versionen, hvor Romulus dræber sin broder, fordi denne er hoppet over den ny anlagte mur, Ex Deo har valgt som udgangspunkt. For romerne viser historien noget om Roms sacrosancte mure og viljen til at beskytte sit terretorium, hvorimod den i moderne tid vel snarere må ses som en fortælling om en dysfunktionel familie, manglende socialisering (resultat af at være vokset op hos en ulv) og posttraumatisk stress (at miste besindelsen og dræbe sin broder for en så lille forseelse kan kun forklares som posttraumatisk stress).
Ligemeget hvad er det interessant, at denne gamle fortælling stadig kan inspirere, og lad os håbe at det ikke er en undskyldning for at glorificere vold, men derimod et ønske om at viderformidle viden om antikken, som ligger til grund for dette nummer. Vi må så leve med, at det Rom, der vises i musikvideoen, på ingen måde minder om Romuli Rom ej heller kejsertidens Rom; statuerne mangler fx. farve…

Antikke og moderne idrætsudøvere

I et nyt studium er det blevet konstateret, at vinderne af sprint distancerne i løb og svømning er vokset med over det dobbelte af den resten af befolkningen (ca. 10 cm. kontra ca. 5 cm.). Dette betyder, at antikkens vindere vejede ca. 30% af en moderne idrætsudøvers vægt, og at et 100 m. løb, som i dag ville blive vundet på e.g. 13 sek., ville være blevet vundet på 14 sek. dengang. Det kan måske være forklaringen på, Zenons postulat om Achilleus manglende evne til at overhale skilpadden. Studiet viser, at der er en sammenhæng mellem kropsmasse (M), højde (H) og krops bredde (L). M,H kan således bruges til at udregne kroppens “form” H/L. Og det er denne “form”, som er vokset siden antikken.
Jf. The Guardian og Journal of Experimental Biology.

Battlestar Galactica og Aeneiden

I en blog på The Guardian er det blevet foreslået at Aeneiden (Aen) ligger til grund for den amerikanske science fiction serie Battlestar Galactica (BG). Tanken kan umiddelbart synes forrykt, men alligevel forekommer det mig, at der er visse ligheder mellem de to. Første strejf af den klassiske kultur findes i valget af trosretning. Det viser sig, at vores helte tror på de olympiske guder. Dernæst er der visse narratologiske ligheder mellem de BG og Aen. BG handler om en samling mennesker, der bliver tvunget til at flygte fra deres hjemverden, Caprica, da denne bliver invaderet af robotter, Cylons, ved hjælp af en trojansk hest i skikkelse Gaius Baltar. Man følger således lederen, Adama, og dennes søn, Apollon, som de forsøger at lede de overlevende og finde et nyt hjem til dem. Den eneste hjælp, de har, er en samling profitier kaldet Pythias spådomme, som fortæller om en klode, som skulle være skæbnebestemt til dem. Adama ved, ligesom Aeneas, med andre ord ikke, hvor han skal hen eller hvorfor, men han er nødt til at følge gudernes tegn og håbe, at de leder ham i den rigtige retning. Man kunne også formode at den unge Apollon skal ses som Ascanius. En anden mulighed er, at Adama er Anchises og Apollon Aeneas. I et af afsnittene har Apollon i hvert fald en nærdødsoplevelse, som leder tankerne hen på 6. sang af Aen. En anden interessant detalje er konflikten mellem menneskenes polytheisme og Cylonernes monotheisme. Det er med andre ord op til Adam / Apollon at rede penaterne og vise sig som en leder, der også tager han om det guddommelige. Han skal altså, ligesom Aeneas, være pius. Et af spændingsmomenterne i denne serie er Cylonernes evne til at ligne mennesker, hvilket betyder at truslen om en “trojansk hest” hele tiden er til stede og med til at skabe interne magtkampe blandt menneskene. Valget af navne samt gudeverden viser, at forfatterne til denne serie har ladet sig inspirere af flere forskellige antikke tekster. Men jeg tror ligesom forfatteren til bloggen på The Guardians hjemmeside, at det er Aen, der er hovedinspirationen.
Jeg skal her mod slutningen gøre opmærksom på, at jeg kun har set dele af første og anden sæson, og det kan vise sig, at jeg tager grueligt fejl i min analyse af karakterene i denne serie. Der kan dog ikke herske tvivl om, at rejsemotivet endnu engang er det drivende i en science fiction historie. Der findes flere oplysninger om serien på dens hjemmeside.

Atlantis spøger igen

Google-earth har vakt skattejægers interesse, idet man 960 km. vest fra Afrikas kystlinie kunne skimte, hvad der er blevet fortolket til at være gader (jf. BBC News ). Det viste sig dog, at linierne var spor fra forskellige bådes sonar.
Det er interessant, at et fænomen, som har sin oprindelse for ca. 2500 år siden, stadig kan fange vores fantasi og foranledige drømme om guld og grønne skove. Specielt når man tanke på dette fænomens stærke litterære natur.

Oldtidskundskab i gymnasieskolen

Som en reaktion på den seneste tids virak om oldtidskundskab har jeg forfattet følgende kronik, som det indtil nu ikke har været muligt at få i dagspressen, den kommer derfor her på min blog:

Med Platon i line E

Forleden kom mine venner og jeg tilfældigt til at tale om kultur, og hvad vi egentlig forstod ved kulturbegrebet. Jeg referede en samtale, jeg havde hørt i linie E mod Hillerød samme dag.

        Jeg sad på min vante plads med ryggen mod køreretningen og læste, da en ung mand kom ind i kupeen og satte sig ned i båsen overfor. Jeg registrerede flygtigt, at han tilsyneladende var dybt koncentreret om at læse i en eller anden rød bog. Lidt senere steg en ældre herre på. Han satte sig over for den unge. Den gamle mand brød pludselig tavsheden.

–Sig mig, hvad er det du læser?

–Det er (her bryder “togstemmen” ind for at gøre opmærksom på, at toget ikke stopper mellem Hellerup og Lyngby).

–Stakkel, siger den gamle mand, jeg husker godt oldtidskundskab. Det var det der ubrugelige fag om gamle krukker.

–Krukker? Vores lærer har ikke vist os nogen krukker.

–Jamen det er da det, oldtidskundskab handler om. Det skal nok komme.

–Tja, måske, jeg ved nu ikke. Det lader ikke til, at det er det, oldtidskundskab beskæftiger sig mest med.

–Hvad er det så?

–Det ved jeg ikke, men nu har du jo haft faget, ville du kunne hjælpe mig med at finde ud af det?

–Jo, hvorfor ikke?

–Inden vi går videre, bliver jeg nødt til at få nogle ting på plads. Det er mig, der kommer til at stille spørgsmålene, eftersom det er dig, der har oplevet oldtidskundskab, ikke?

–Jo.

–Er det så dig eller mig, der kommer med sin mening?

–Det må være mig.

–Godt. Du mener, at oldtidskundskab er et fag, som beskæftiger sig med gamle vaser?

–Ja, vi læste dog også noget af en eller anden Hómer.

–Oldtidskundskab handler altså ikke kun om vaser?

–Nej.

–Nej, for det fag, som behandler kunstgenstande, som vaser og billeder, det er vel billedkunst.

–Ja.

–Godt. Vi har netop gennemgået oprettelsen af demokratiet i Athen samt Platons og Aristoteles’ kritik og formaninger i forhold til demokratiet, men politiske ideologier hører vel ind under samfundsfag?

–Ja, det må det gøre.

–Men samfundsfag behandler kun samtiden og ikke fortiden, for det er jo historie, der gør det, ikke?

–Jo, sådan forekommer det mig, at vi skelner imellem disse to fag.

–Men historie beskæftiger sig med kildekritik samt samspillet mellem mennesker og deres omgivelser og ikke idéhistorie, ikke?

–Jo, hvis du siger det.

–Ligeledes må vi sige, at Demokrits atomteori, som den kommer til udtryk hos Lukrets, vel egentlig hører ind under fysik, men at man ikke underviser i den i fysik, eller hvad?

–Jo, det kan der være noget om. Hmm, oldtidskundskab lader til at være mere besværligt at beskrive end, jeg først havde forestillet mig. Det beskæftiger sig nærmest med det, vi kan kalder for kultur.

–Ja, det må du nok sige. Det går op for mig, at vi derfor har grebet det hele forkert an. Vi bør først definere, hvad kultur er, og dernæst hvad europæisk kultur er, før vi kan give et svar på, hvad oltidskundskab egentlig handler om.

        Her var jeg tvunget til at kaste min bog ned i tasken og skynde mig ud af S-toget.

Denne korte dialog er et forsøg på at vise, hvad oldtidskundskab kan. Den er formuleret som en parodi på en typisk dialog af Platon, og som sådan er den tvunget til at leve op til nogle specifikke krav. Platon lader således ofte sine dialoger begynde med et møde mellem to eller flere venner, der af en eller anden grund begynder at diskutere et emne, som en af dem tilfældigvis har overhørt Sokrates diskutere sammen med en eller anden kendt personlighed. Dialogen fortsætter nu som et referat af denne samtale til tider afbrudt af kommentarer fra de oprindelige samtalepartnere. Dernæst bygger Platons valg af dialoggenren på den naive (?) tro, at man ved at sætte to meninger (gr. doxa) overfor hinanden kan opnå, at den ene mening må se sig besjret af den anden, eller at de begge må vige for en tredje. Resultatet skulle gerne være, at vi var nået til en sand erkendelse (gr. episteme). Denne fremgangsmåde er kendt som den dialektiske, man taler derfor gerne om Platons dialektik. For at dette kan lade sig gøre er det vigtigt, at læseren bliver gjort opmærksom på, at det er den udspurgte, som kommer med sin mening og ikke spørgeren, et postulat vi godt ved ikke nødvendigvis er sandt. Emnerne for Platons dialoger er ofte spørgsmål som, hvad er det gode? Hvad er en god politiker? Eller hvad er kærlighed? Spørgsmål vi i højeste grad stadig søger efter svar på, og som Platon heller ikke kommer med noget entydigt svar på. Platons dialoger og denne dialog ender derfor ofte med forvirring eller apori (gr. aporia) og konklusionen: vi må begynde forfra.

        Jeg håber, det på baggrund af diaologen selv er klart for enhver, at oldtidskundskab ikke længere er det samme fag, som før reformen, og slet ikke det fag som blev skabt i 1871 til den nye matematiske linie. Det er et kulturfag i ordets bredeste forstand, idet vi her har muligheden for at introducere eleverne til:

•        den materielle kulturarv i form af fx templer og skulpturer, der har været og stadig er med til at inspirere europæiske kunstnere og arkitekter.

•        idéhistorie, det er svært at forestille sig en europæisk filosofi uden Platon og Aristoteles, og især sidstnævnte har spillet og spiller en altdominerende rolle for måden, vi opfatter og taler om vores verden på.

•        litteraturhistorie, den vestlige litteratur begynder med Iliaden og ordet “vreden” (gr. menin): Dantes Den guddommelige komedie, Miltons Det tabte paradis og Derek Walcotts Omeros er bare tre eksempler på litteratur, som henter inspiration herfra.

Desuden er der mulighed for at gå i dybden med oprettelsen af demokratiet i Athen eller globalisering under Alexander den Store og romerne. Sagt på en anden måde, så beskæftiger oldtidskundskab sig med den europæiske kultur og kan, hvis vi får lov, være bindeledet mellem fysik og samfundsfag eller matematik og idræt. Oldtidskundskab kan sikre den fler- og tværfaglighed, som står centralt i reformen – igen hvis vi får lov.

Sebastian Persson

Årsvikar i latin og oldtidskundskab på Allerød Gymnasium og Frederiksværk Gymnasium

Velleius' verden

I forlængelse af sidste blogindlæg er det nærliggende at stille sig selv spørgsmålet, hvordan så Velleius’ verden ud. Siden Hekataios fra Milet (ca. 550-490 f.Kr.) havde man haft et billede af jorden som en mønt med Middelhavet i midten. Herodot var en af de første til at præcisere Hekataios verdenskort og placere folkeslag på de forskellige verdensdele. Nogenlunde samtidig med Velleius Paterculus er Pomponius Mela. I Pomponius Mela Chorographia findes en beskrivelse af Europa, som i nogen grad bygger på den romerske hærs ekspansion og handelskontakter med “barbarene”. Om Pomponius Melas europakort bygger på autopsi, eller om det bygger på andres beskrivelser kan være svært at afgøre. Under alle omstændigheder finder vi en beskrivelse af vadehavet hos Pomponius, hvilket tyder på kontakt til Danmark.
Velleius Paterculus giver os muligvis et indblik i, hvordan man har arbejdet med geografiske kilder i den tidlige romerske kejsertid. I sin beskrivelse af den græske kolonisation benytter Velleius fx. Homer som en af sine kilder, medens han i en gennemgang af romerske kolonier holder sig til historieværker. Jf. (fra bog 1):
»3        Nu blev Grækenland rystet af jordskælv. Achaierne blev drevet fra Lakonien og bosatte sig i de egne, som de bebor i dag. Pelasgerne flyttede til Athen, og en krigsgal ung mand kaldet Thessalus fra Thesprotia-regionen erobrede med en stor styrke den region, der tidligere blev kaldt myrmidonernes stat, som i dag bliver kaldt Thessalien efter ham. Det kan undre, at de som digter om den trojanske krig bruger navnet Thessalien om den region. Blandt disse gør tragedieforfatterne det hyppigst, og de bør slet ikke gøre det. For det er jo ikke forfatteren selv, der taler, men personer der levede på det tidspunkt. Hvis nogen påstår, at Thessalien er opkaldt efter Herkules' søn Thessalos, skal han imødegåes med følgende argument: Hvorfor brugte regionen ikke det navn før den anden Thessalus?
<7> Efter min behandling af de fremmede er jeg nået til de hjemlige forhold, om hvilke der er begået graverende fejl, og som forfatterne er meget uenige om. Nogle påstår nemlig, at Nola og Capua blev grundlagt af etruskerne på dette tidspunkt, for næsten 830 år siden. Jeg er mest enig med disse, men Marcus Cato er helt uenig. Han mener, at etruskerne først grundlagde Capua og dernæst Nola, men at Capua havde eksisteret omkring 260 år, da den blev erobret af romerne. Hvis det forholder sig således, blev Capua grundlagt for næsten 500 år siden, eftersom den blev erobret for 240 år siden. Med al respekt for Cato tror jeg ikke, at en så stor by kan have vokset, blomstret, være gået til grunde og kommet på fode igen på så kort tid.«
Vi kan derfor formode, at en typisk romersk soldats billede af den verden har var en del af bestod af et sammensurium af faktuelle oplysninger om det område, han befandt sig i, samt mere fantastiske forventninger om, hvad der ventede forude. Hans børnelærdom (Vergil, Homer, Herodot etc.) fortalte ham jo præcis, hvad han kunne forvente at møde ved verdens kant, dér, hvor han var på vej hen under den succesfulde kejser Augustus. Det var dog under Tiberius Caesars ledelse, at Velleius kom i kontakt med germanerne. Et folkeslag, det tilsyneladende var mere problematisk at domesticere end, romerne havde forestillet sig. Folkeslag, de engang havde besejret kunne finde på at begå oprør, som i det følgende eksempel:
»110        Heldets omskifteligheder forhindrer og forsinker til tider menneskets planer. Tib. Caesar havde allerede placeret vinterlejren ved Donau, og hæren var blevet rykket frem til inden for fem dagsmarcher fra fjendens forposter. Tib. Caesar havde beordret Saturninus at rykke sine legioner næsten inden for samme rækkevidde af fjenden og efter få dage slutte sig til ham på et aftalt sted. Pannonien, stærk og overmodig på grund af den lange, fordelagtige fred [6-9 e.v.t.], Dalmatien og alle de andre stammer langs denne strækning var imidlertid indgået i et forbund og greb nu til våben. Ærefulde gerninger måtte nu vige for de nødvendige, og det syntes højst risikabelt at efterlade Italien åbent for fjender fra nabostaterne, idet hæren var dybt inde i Germanien. Oprørsstammernes indbyggerantal var mere end otte hundrede tusind, mens deres hær bestod af næsten to hundrede tusind infanterister og ni tusind ryttere. En del af denne umådelige styrke, der blev anført af de skarpeste og mest erfarne ledere, havde bestemt sig for at marchere mod Italien, der grænsede på til deres land ved Nauportus og Tergeste. En anden del af oprørshæren havde oversvømmet Macedonien, og en tredje del havde sat sig for at beskytte hjemegnen. Overkommandoen lå hos to batoniske og pinnetiske hærførere. Pannonierne havde alle ikke blot kendskab til romersk dannelse, men også det romerske sprog; adskillige kunne endda skrive og beskæftige sig med åndelig adpredelse. Ved Herkules! Intet folkeslag har efter så modne overvejelser påbegyndt en krig og opnået sine mål. Romerske borgere blev undertrykt, handelsmænd blev myrdet og et stort antal veteraner, som holdt til i dette område langt væk fra deres hærfører, blev sablet ned til sidste mand. Macedonien blev besat, plyndret, hærget og sat i flammer. Denne krig skabte så stor frygt, at det påvirkede og rystede selv den ligevægtige Caesar Augustus, som var skabt af krige af dette omfang.«
Det er her bemærkelsesværdigt, at Velleius viser, at det kunne give bagslag at romanisere folkeslagene for effektivt, idet de jo kunne finde på at bruge ens egen taktik, som Pannonierne gør i dette eksempel. I samme åndedræt viser eksemplet også, hvilke faktorer Velleius (romerne) betragtede som afgørende i en romanisering / civilisering af barbarene; evnen til at læse og skrive samt beskæftige sig med åndelige sysler. Romersk kulturimperialisme i fuld flor.

En soldats rejse

I de tidligere indlæg på denne blog er rejsen som motiv blevet behandlet fra et litterært / filosofisk synspunkt, hvor det ikke nødvendigvis er forfatterens egne oplevelser, der skildres men derimod det, han ønsker, vi skal tro, han har set og oplevet. Sådan er det dog ikke med alt “rejselitteratur” fra oldtiden, Herodots Historie er i nogen grad beretninger om egne oplevelser. Herodot står ikke alene i denne sammenhæng. Den romerske historiker Velleius Paterculus er et andet eksempel på den mere realistiske rejselitteratur. Velleius Paterculus blev født i år 20 f.Kr. i den italiske by Capua, hans fader og oldefader havde begge været soldater i den romerske hær, og fra år 4 f.Kr. til år 12 e.Kr. gjorde Velleius selv tjeneste i den romerske hær som praefectus equitum (kaptajn for rytteriet) under den senere kejser Tiberius. Som en del af den romerske hær kom han til at opleve en stor del af landene rundt om middelhavet. Velleius’ beskrivelse af disse områder indeholder ikke mange oplysninger, eftersom mare nostrum (vor hav) kunne forventes kendt. Felttoget i Germania (nogenlunde det moderne Tyskland) fremprovokerer derimod enkelte beskrivelser af barbarenes forunderlige skikke. Et eksempel findes i anden bog:

»106        Gode guder! Bedrifterne, vi udførte den følgende sommer [5 e.v.t.] under Tiberius Caesars ledelse, vil kunne fylde mange bøger. Vores hære marcherede gennem hele Germanien, besejrede nærmest ukendte folkeslag og generobrede cauchernes områder. Deres hære var en skare af utallige unge mænd, som var store af bygning og havde levet i beskyttede egne. De afleverede deres våben og sammen med deres anførere knælede de foran vor hærførers tribunal, omringet af vores soldater med funklende våben. Longobarderne, som var et endnu vildere germansk folk, blev knust. Derpå skete det utænkelige, som ingen tidligere havde forsøgt i praksis, at en romersk hær med felttegn begav sig 400 mil på den anden side af Rhinen helt til floden Elben, grænsen mellem semnonernes og hermundurernes land. Ved et forbløffende lykketræf, vores leders omhyggelige planlægning og nøje blik for årstiderne lykkedes det flåden at sejle fra det åbne hav til et hidtil ukendt og uudforsket farvand og op ad floden Elben. Efter at have besejret adskillige folkeslag sluttede flåden sig til Caesars hær medbringende rige forsyninger af alle slags.

107        Blandt disse vigtige begivenheder er jeg nødt til at tilføje følgende episode, uagtet dens betydning. Vi havde slået lejr på den nærmeste bred af føromtalte flod, og fjendens unge, funklende hær stod på den anden flodbred parat til at trække sig tilbage ved den mindste bevægelse fra vores skibe. Så steg en af barbarerne i sådan en udhulet træstamme, man ser på disse kanter, og sejlede selv dette fartøj ud midt på floden, og spurgte om tilladelse til uskadt at gå i land på den bred, vi holdt besat, og møde Tib. Caesar. Han var ældre end de andre, større og stærkere af bygning og, at dømme efter hans påklædning, den mest højtstående af dem. Hans ønske blev efterkommet. Efter at han var gået i land med sin båd og længe i tavshed havde betragtet Tib. Caesar, sagde han: "Vores unge mænd er irrationelle, fordi de tilbeder jeres guddommelige magt i jeres fravær, men frygter jeres våbenmagt i jeres nærvær frem for at have tillid til jer. Men jeg, Caesar, har i dag med din nåde fået lov til at se de guder, jeg tidligere kun havde hørt om, og jeg har aldrig set frem til eller oplevet nogen lykkeligere dag i mit liv." Han fik tilladelse til at give Tib. Caesar hånden, hvorpå han vendte tilbage til sit fartøj og sejlede tilbage til den bred, hvor hans tropper stod, uden et øjeblik at vende blikket fra Tib. Caesar. «

Mødet mellem de to ledere minder i nogen grad om beskrivelserne af den hvide mands møde med indianerne i Amerika. Uddraget viser dog, at den romerske flåde fulgte hæren ved at sejle på floderne, og at den romerske kultur havde spredt sig længere end den romerske hær. Samtidig står det klart, at en romer som Velleius Paterculus er noget andet og bedre end en germaner. Med en sådan manglende vilje til at forstå det, der ligger uden for rigets grænser, kan det ikke undre at romerriget måtte falde men derimod, at der skulle gå ca. 500 år før, det skete. Hverken Herodot eller Velleius kan siges at være fri for litterær indflydelse, vi skal derfor huske at have det for øje, når vi læser afsnit som det foroven (også selvom om Velleius’ manglende forståelse for retorik er et af de punkter, der har gjort, at han ikke er blandt de forfattere, am har fundet værdige til at læse). En sidste interessant side ved Velleius Paterculus’ historieværk er, at dette er en af de mulige kilder til de geografiske værker, vi har fra oldtiden, som fx. Pomponius Melas Chorographia.