Med Platon i line E
Forleden kom mine venner og jeg tilfældigt til at tale om kultur, og hvad vi egentlig forstod ved kulturbegrebet. Jeg referede en samtale, jeg havde hørt i linie E mod Hillerød samme dag.
Jeg sad på min vante plads med ryggen mod køreretningen og læste, da en ung mand kom ind i kupeen og satte sig ned i båsen overfor. Jeg registrerede flygtigt, at han tilsyneladende var dybt koncentreret om at læse i en eller anden rød bog. Lidt senere steg en ældre herre på. Han satte sig over for den unge. Den gamle mand brød pludselig tavsheden.
–Sig mig, hvad er det du læser?
–Det er (her bryder “togstemmen” ind for at gøre opmærksom på, at toget ikke stopper mellem Hellerup og Lyngby).
–Stakkel, siger den gamle mand, jeg husker godt oldtidskundskab. Det var det der ubrugelige fag om gamle krukker.
–Krukker? Vores lærer har ikke vist os nogen krukker.
–Jamen det er da det, oldtidskundskab handler om. Det skal nok komme.
–Tja, måske, jeg ved nu ikke. Det lader ikke til, at det er det, oldtidskundskab beskæftiger sig mest med.
–Hvad er det så?
–Det ved jeg ikke, men nu har du jo haft faget, ville du kunne hjælpe mig med at finde ud af det?
–Jo, hvorfor ikke?
–Inden vi går videre, bliver jeg nødt til at få nogle ting på plads. Det er mig, der kommer til at stille spørgsmålene, eftersom det er dig, der har oplevet oldtidskundskab, ikke?
–Jo.
–Er det så dig eller mig, der kommer med sin mening?
–Det må være mig.
–Godt. Du mener, at oldtidskundskab er et fag, som beskæftiger sig med gamle vaser?
–Ja, vi læste dog også noget af en eller anden Hómer.
–Oldtidskundskab handler altså ikke kun om vaser?
–Nej.
–Nej, for det fag, som behandler kunstgenstande, som vaser og billeder, det er vel billedkunst.
–Ja.
–Godt. Vi har netop gennemgået oprettelsen af demokratiet i Athen samt Platons og Aristoteles’ kritik og formaninger i forhold til demokratiet, men politiske ideologier hører vel ind under samfundsfag?
–Ja, det må det gøre.
–Men samfundsfag behandler kun samtiden og ikke fortiden, for det er jo historie, der gør det, ikke?
–Jo, sådan forekommer det mig, at vi skelner imellem disse to fag.
–Men historie beskæftiger sig med kildekritik samt samspillet mellem mennesker og deres omgivelser og ikke idéhistorie, ikke?
–Jo, hvis du siger det.
–Ligeledes må vi sige, at Demokrits atomteori, som den kommer til udtryk hos Lukrets, vel egentlig hører ind under fysik, men at man ikke underviser i den i fysik, eller hvad?
–Jo, det kan der være noget om. Hmm, oldtidskundskab lader til at være mere besværligt at beskrive end, jeg først havde forestillet mig. Det beskæftiger sig nærmest med det, vi kan kalder for kultur.
–Ja, det må du nok sige. Det går op for mig, at vi derfor har grebet det hele forkert an. Vi bør først definere, hvad kultur er, og dernæst hvad europæisk kultur er, før vi kan give et svar på, hvad oltidskundskab egentlig handler om.
Her var jeg tvunget til at kaste min bog ned i tasken og skynde mig ud af S-toget.
Denne korte dialog er et forsøg på at vise, hvad oldtidskundskab kan. Den er formuleret som en parodi på en typisk dialog af Platon, og som sådan er den tvunget til at leve op til nogle specifikke krav. Platon lader således ofte sine dialoger begynde med et møde mellem to eller flere venner, der af en eller anden grund begynder at diskutere et emne, som en af dem tilfældigvis har overhørt Sokrates diskutere sammen med en eller anden kendt personlighed. Dialogen fortsætter nu som et referat af denne samtale til tider afbrudt af kommentarer fra de oprindelige samtalepartnere. Dernæst bygger Platons valg af dialoggenren på den naive (?) tro, at man ved at sætte to meninger (gr. doxa) overfor hinanden kan opnå, at den ene mening må se sig besjret af den anden, eller at de begge må vige for en tredje. Resultatet skulle gerne være, at vi var nået til en sand erkendelse (gr. episteme). Denne fremgangsmåde er kendt som den dialektiske, man taler derfor gerne om Platons dialektik. For at dette kan lade sig gøre er det vigtigt, at læseren bliver gjort opmærksom på, at det er den udspurgte, som kommer med sin mening og ikke spørgeren, et postulat vi godt ved ikke nødvendigvis er sandt. Emnerne for Platons dialoger er ofte spørgsmål som, hvad er det gode? Hvad er en god politiker? Eller hvad er kærlighed? Spørgsmål vi i højeste grad stadig søger efter svar på, og som Platon heller ikke kommer med noget entydigt svar på. Platons dialoger og denne dialog ender derfor ofte med forvirring eller apori (gr. aporia) og konklusionen: vi må begynde forfra.
Jeg håber, det på baggrund af diaologen selv er klart for enhver, at oldtidskundskab ikke længere er det samme fag, som før reformen, og slet ikke det fag som blev skabt i 1871 til den nye matematiske linie. Det er et kulturfag i ordets bredeste forstand, idet vi her har muligheden for at introducere eleverne til:
• den materielle kulturarv i form af fx templer og skulpturer, der har været og stadig er med til at inspirere europæiske kunstnere og arkitekter.
• idéhistorie, det er svært at forestille sig en europæisk filosofi uden Platon og Aristoteles, og især sidstnævnte har spillet og spiller en altdominerende rolle for måden, vi opfatter og taler om vores verden på.
• litteraturhistorie, den vestlige litteratur begynder med Iliaden og ordet “vreden” (gr. menin): Dantes Den guddommelige komedie, Miltons Det tabte paradis og Derek Walcotts Omeros er bare tre eksempler på litteratur, som henter inspiration herfra.
Desuden er der mulighed for at gå i dybden med oprettelsen af demokratiet i Athen eller globalisering under Alexander den Store og romerne. Sagt på en anden måde, så beskæftiger oldtidskundskab sig med den europæiske kultur og kan, hvis vi får lov, være bindeledet mellem fysik og samfundsfag eller matematik og idræt. Oldtidskundskab kan sikre den fler- og tværfaglighed, som står centralt i reformen – igen hvis vi får lov.
Sebastian Persson
Årsvikar i latin og oldtidskundskab på Allerød Gymnasium og Frederiksværk Gymnasium
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar