Velleius' verden

I forlængelse af sidste blogindlæg er det nærliggende at stille sig selv spørgsmålet, hvordan så Velleius’ verden ud. Siden Hekataios fra Milet (ca. 550-490 f.Kr.) havde man haft et billede af jorden som en mønt med Middelhavet i midten. Herodot var en af de første til at præcisere Hekataios verdenskort og placere folkeslag på de forskellige verdensdele. Nogenlunde samtidig med Velleius Paterculus er Pomponius Mela. I Pomponius Mela Chorographia findes en beskrivelse af Europa, som i nogen grad bygger på den romerske hærs ekspansion og handelskontakter med “barbarene”. Om Pomponius Melas europakort bygger på autopsi, eller om det bygger på andres beskrivelser kan være svært at afgøre. Under alle omstændigheder finder vi en beskrivelse af vadehavet hos Pomponius, hvilket tyder på kontakt til Danmark.
Velleius Paterculus giver os muligvis et indblik i, hvordan man har arbejdet med geografiske kilder i den tidlige romerske kejsertid. I sin beskrivelse af den græske kolonisation benytter Velleius fx. Homer som en af sine kilder, medens han i en gennemgang af romerske kolonier holder sig til historieværker. Jf. (fra bog 1):
»3        Nu blev Grækenland rystet af jordskælv. Achaierne blev drevet fra Lakonien og bosatte sig i de egne, som de bebor i dag. Pelasgerne flyttede til Athen, og en krigsgal ung mand kaldet Thessalus fra Thesprotia-regionen erobrede med en stor styrke den region, der tidligere blev kaldt myrmidonernes stat, som i dag bliver kaldt Thessalien efter ham. Det kan undre, at de som digter om den trojanske krig bruger navnet Thessalien om den region. Blandt disse gør tragedieforfatterne det hyppigst, og de bør slet ikke gøre det. For det er jo ikke forfatteren selv, der taler, men personer der levede på det tidspunkt. Hvis nogen påstår, at Thessalien er opkaldt efter Herkules' søn Thessalos, skal han imødegåes med følgende argument: Hvorfor brugte regionen ikke det navn før den anden Thessalus?
<7> Efter min behandling af de fremmede er jeg nået til de hjemlige forhold, om hvilke der er begået graverende fejl, og som forfatterne er meget uenige om. Nogle påstår nemlig, at Nola og Capua blev grundlagt af etruskerne på dette tidspunkt, for næsten 830 år siden. Jeg er mest enig med disse, men Marcus Cato er helt uenig. Han mener, at etruskerne først grundlagde Capua og dernæst Nola, men at Capua havde eksisteret omkring 260 år, da den blev erobret af romerne. Hvis det forholder sig således, blev Capua grundlagt for næsten 500 år siden, eftersom den blev erobret for 240 år siden. Med al respekt for Cato tror jeg ikke, at en så stor by kan have vokset, blomstret, være gået til grunde og kommet på fode igen på så kort tid.«
Vi kan derfor formode, at en typisk romersk soldats billede af den verden har var en del af bestod af et sammensurium af faktuelle oplysninger om det område, han befandt sig i, samt mere fantastiske forventninger om, hvad der ventede forude. Hans børnelærdom (Vergil, Homer, Herodot etc.) fortalte ham jo præcis, hvad han kunne forvente at møde ved verdens kant, dér, hvor han var på vej hen under den succesfulde kejser Augustus. Det var dog under Tiberius Caesars ledelse, at Velleius kom i kontakt med germanerne. Et folkeslag, det tilsyneladende var mere problematisk at domesticere end, romerne havde forestillet sig. Folkeslag, de engang havde besejret kunne finde på at begå oprør, som i det følgende eksempel:
»110        Heldets omskifteligheder forhindrer og forsinker til tider menneskets planer. Tib. Caesar havde allerede placeret vinterlejren ved Donau, og hæren var blevet rykket frem til inden for fem dagsmarcher fra fjendens forposter. Tib. Caesar havde beordret Saturninus at rykke sine legioner næsten inden for samme rækkevidde af fjenden og efter få dage slutte sig til ham på et aftalt sted. Pannonien, stærk og overmodig på grund af den lange, fordelagtige fred [6-9 e.v.t.], Dalmatien og alle de andre stammer langs denne strækning var imidlertid indgået i et forbund og greb nu til våben. Ærefulde gerninger måtte nu vige for de nødvendige, og det syntes højst risikabelt at efterlade Italien åbent for fjender fra nabostaterne, idet hæren var dybt inde i Germanien. Oprørsstammernes indbyggerantal var mere end otte hundrede tusind, mens deres hær bestod af næsten to hundrede tusind infanterister og ni tusind ryttere. En del af denne umådelige styrke, der blev anført af de skarpeste og mest erfarne ledere, havde bestemt sig for at marchere mod Italien, der grænsede på til deres land ved Nauportus og Tergeste. En anden del af oprørshæren havde oversvømmet Macedonien, og en tredje del havde sat sig for at beskytte hjemegnen. Overkommandoen lå hos to batoniske og pinnetiske hærførere. Pannonierne havde alle ikke blot kendskab til romersk dannelse, men også det romerske sprog; adskillige kunne endda skrive og beskæftige sig med åndelig adpredelse. Ved Herkules! Intet folkeslag har efter så modne overvejelser påbegyndt en krig og opnået sine mål. Romerske borgere blev undertrykt, handelsmænd blev myrdet og et stort antal veteraner, som holdt til i dette område langt væk fra deres hærfører, blev sablet ned til sidste mand. Macedonien blev besat, plyndret, hærget og sat i flammer. Denne krig skabte så stor frygt, at det påvirkede og rystede selv den ligevægtige Caesar Augustus, som var skabt af krige af dette omfang.«
Det er her bemærkelsesværdigt, at Velleius viser, at det kunne give bagslag at romanisere folkeslagene for effektivt, idet de jo kunne finde på at bruge ens egen taktik, som Pannonierne gør i dette eksempel. I samme åndedræt viser eksemplet også, hvilke faktorer Velleius (romerne) betragtede som afgørende i en romanisering / civilisering af barbarene; evnen til at læse og skrive samt beskæftige sig med åndelige sysler. Romersk kulturimperialisme i fuld flor.

En soldats rejse

I de tidligere indlæg på denne blog er rejsen som motiv blevet behandlet fra et litterært / filosofisk synspunkt, hvor det ikke nødvendigvis er forfatterens egne oplevelser, der skildres men derimod det, han ønsker, vi skal tro, han har set og oplevet. Sådan er det dog ikke med alt “rejselitteratur” fra oldtiden, Herodots Historie er i nogen grad beretninger om egne oplevelser. Herodot står ikke alene i denne sammenhæng. Den romerske historiker Velleius Paterculus er et andet eksempel på den mere realistiske rejselitteratur. Velleius Paterculus blev født i år 20 f.Kr. i den italiske by Capua, hans fader og oldefader havde begge været soldater i den romerske hær, og fra år 4 f.Kr. til år 12 e.Kr. gjorde Velleius selv tjeneste i den romerske hær som praefectus equitum (kaptajn for rytteriet) under den senere kejser Tiberius. Som en del af den romerske hær kom han til at opleve en stor del af landene rundt om middelhavet. Velleius’ beskrivelse af disse områder indeholder ikke mange oplysninger, eftersom mare nostrum (vor hav) kunne forventes kendt. Felttoget i Germania (nogenlunde det moderne Tyskland) fremprovokerer derimod enkelte beskrivelser af barbarenes forunderlige skikke. Et eksempel findes i anden bog:

»106        Gode guder! Bedrifterne, vi udførte den følgende sommer [5 e.v.t.] under Tiberius Caesars ledelse, vil kunne fylde mange bøger. Vores hære marcherede gennem hele Germanien, besejrede nærmest ukendte folkeslag og generobrede cauchernes områder. Deres hære var en skare af utallige unge mænd, som var store af bygning og havde levet i beskyttede egne. De afleverede deres våben og sammen med deres anførere knælede de foran vor hærførers tribunal, omringet af vores soldater med funklende våben. Longobarderne, som var et endnu vildere germansk folk, blev knust. Derpå skete det utænkelige, som ingen tidligere havde forsøgt i praksis, at en romersk hær med felttegn begav sig 400 mil på den anden side af Rhinen helt til floden Elben, grænsen mellem semnonernes og hermundurernes land. Ved et forbløffende lykketræf, vores leders omhyggelige planlægning og nøje blik for årstiderne lykkedes det flåden at sejle fra det åbne hav til et hidtil ukendt og uudforsket farvand og op ad floden Elben. Efter at have besejret adskillige folkeslag sluttede flåden sig til Caesars hær medbringende rige forsyninger af alle slags.

107        Blandt disse vigtige begivenheder er jeg nødt til at tilføje følgende episode, uagtet dens betydning. Vi havde slået lejr på den nærmeste bred af føromtalte flod, og fjendens unge, funklende hær stod på den anden flodbred parat til at trække sig tilbage ved den mindste bevægelse fra vores skibe. Så steg en af barbarerne i sådan en udhulet træstamme, man ser på disse kanter, og sejlede selv dette fartøj ud midt på floden, og spurgte om tilladelse til uskadt at gå i land på den bred, vi holdt besat, og møde Tib. Caesar. Han var ældre end de andre, større og stærkere af bygning og, at dømme efter hans påklædning, den mest højtstående af dem. Hans ønske blev efterkommet. Efter at han var gået i land med sin båd og længe i tavshed havde betragtet Tib. Caesar, sagde han: "Vores unge mænd er irrationelle, fordi de tilbeder jeres guddommelige magt i jeres fravær, men frygter jeres våbenmagt i jeres nærvær frem for at have tillid til jer. Men jeg, Caesar, har i dag med din nåde fået lov til at se de guder, jeg tidligere kun havde hørt om, og jeg har aldrig set frem til eller oplevet nogen lykkeligere dag i mit liv." Han fik tilladelse til at give Tib. Caesar hånden, hvorpå han vendte tilbage til sit fartøj og sejlede tilbage til den bred, hvor hans tropper stod, uden et øjeblik at vende blikket fra Tib. Caesar. «

Mødet mellem de to ledere minder i nogen grad om beskrivelserne af den hvide mands møde med indianerne i Amerika. Uddraget viser dog, at den romerske flåde fulgte hæren ved at sejle på floderne, og at den romerske kultur havde spredt sig længere end den romerske hær. Samtidig står det klart, at en romer som Velleius Paterculus er noget andet og bedre end en germaner. Med en sådan manglende vilje til at forstå det, der ligger uden for rigets grænser, kan det ikke undre at romerriget måtte falde men derimod, at der skulle gå ca. 500 år før, det skete. Hverken Herodot eller Velleius kan siges at være fri for litterær indflydelse, vi skal derfor huske at have det for øje, når vi læser afsnit som det foroven (også selvom om Velleius’ manglende forståelse for retorik er et af de punkter, der har gjort, at han ikke er blandt de forfattere, am har fundet værdige til at læse). En sidste interessant side ved Velleius Paterculus’ historieværk er, at dette er en af de mulige kilder til de geografiske værker, vi har fra oldtiden, som fx. Pomponius Melas Chorographia.