»106 Gode guder! Bedrifterne, vi udførte den følgende sommer [5 e.v.t.] under Tiberius Caesars ledelse, vil kunne fylde mange bøger. Vores hære marcherede gennem hele Germanien, besejrede nærmest ukendte folkeslag og generobrede cauchernes områder. Deres hære var en skare af utallige unge mænd, som var store af bygning og havde levet i beskyttede egne. De afleverede deres våben og sammen med deres anførere knælede de foran vor hærførers tribunal, omringet af vores soldater med funklende våben. Longobarderne, som var et endnu vildere germansk folk, blev knust. Derpå skete det utænkelige, som ingen tidligere havde forsøgt i praksis, at en romersk hær med felttegn begav sig 400 mil på den anden side af Rhinen helt til floden Elben, grænsen mellem semnonernes og hermundurernes land. Ved et forbløffende lykketræf, vores leders omhyggelige planlægning og nøje blik for årstiderne lykkedes det flåden at sejle fra det åbne hav til et hidtil ukendt og uudforsket farvand og op ad floden Elben. Efter at have besejret adskillige folkeslag sluttede flåden sig til Caesars hær medbringende rige forsyninger af alle slags.
107 Blandt disse vigtige begivenheder er jeg nødt til at tilføje følgende episode, uagtet dens betydning. Vi havde slået lejr på den nærmeste bred af føromtalte flod, og fjendens unge, funklende hær stod på den anden flodbred parat til at trække sig tilbage ved den mindste bevægelse fra vores skibe. Så steg en af barbarerne i sådan en udhulet træstamme, man ser på disse kanter, og sejlede selv dette fartøj ud midt på floden, og spurgte om tilladelse til uskadt at gå i land på den bred, vi holdt besat, og møde Tib. Caesar. Han var ældre end de andre, større og stærkere af bygning og, at dømme efter hans påklædning, den mest højtstående af dem. Hans ønske blev efterkommet. Efter at han var gået i land med sin båd og længe i tavshed havde betragtet Tib. Caesar, sagde han: "Vores unge mænd er irrationelle, fordi de tilbeder jeres guddommelige magt i jeres fravær, men frygter jeres våbenmagt i jeres nærvær frem for at have tillid til jer. Men jeg, Caesar, har i dag med din nåde fået lov til at se de guder, jeg tidligere kun havde hørt om, og jeg har aldrig set frem til eller oplevet nogen lykkeligere dag i mit liv." Han fik tilladelse til at give Tib. Caesar hånden, hvorpå han vendte tilbage til sit fartøj og sejlede tilbage til den bred, hvor hans tropper stod, uden et øjeblik at vende blikket fra Tib. Caesar. «
Mødet mellem de to ledere minder i nogen grad om beskrivelserne af den hvide mands møde med indianerne i Amerika. Uddraget viser dog, at den romerske flåde fulgte hæren ved at sejle på floderne, og at den romerske kultur havde spredt sig længere end den romerske hær. Samtidig står det klart, at en romer som Velleius Paterculus er noget andet og bedre end en germaner. Med en sådan manglende vilje til at forstå det, der ligger uden for rigets grænser, kan det ikke undre at romerriget måtte falde men derimod, at der skulle gå ca. 500 år før, det skete. Hverken Herodot eller Velleius kan siges at være fri for litterær indflydelse, vi skal derfor huske at have det for øje, når vi læser afsnit som det foroven (også selvom om Velleius’ manglende forståelse for retorik er et af de punkter, der har gjort, at han ikke er blandt de forfattere, am har fundet værdige til at læse). En sidste interessant side ved Velleius Paterculus’ historieværk er, at dette er en af de mulige kilder til de geografiske værker, vi har fra oldtiden, som fx. Pomponius Melas Chorographia.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar