At rejse er at leve...

Det påstår vor national poet H. C. Andersen i Mit Livs Eventyr:
»Den lykkelige Erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom Kunsten og Livet er blevet mig klarere, desmere Solskin er der udenfra strømmet ind i mit Bryst; hvilken Velsignelse er ikke opgaaet for mig efter tidligere mørke Dage. Ro og Forvisning er kommen i min Sjæl; en saadan Ro lader sig imidlertid godt forene med det vexlende Reiseliv; der var en Tid, jeg følte mig saa haardt trykket og forpiint herhjemme, at det at være ude var idetmindste en Ophør af at lide - det Fremmede fik herved en Fredens Glands, jeg fik det kjært, og da min Natur er at slutte sig let til Menneskene, der da igjen give Tillid og Hjertelighed, saa følte jeg mig ude vel og kom der gjerne.

"At reise er at leve"«

Inspireret af gennemgangen af Atlantismyten har jeg besluttet mig for, at et gennemgående tema på denne blog skal være den fantastiske rejse. Der vil derfor til tider dukke små indlæg op, om tekster som har rejsen som tema.

Atlantismyten del 3; Nachleben

Nu har vi undersøgt Platons udlægning af Atlantismyten, og set nogle af de pointer, der kunne være ved at opdigte et sagnrige. Nu var Platon ikke den første til at opdigte sådanne fantastiske riger. Den patologiske lystløgner Odysseus kommer, da han skal forklare sin kone, hvorfor det tog ham tyve år at komme hjem fra Troja, med en fortælling om et folk kaldet faiakerne. I syvende sang af Odysséen finder vi således følgende beskrivelse af faiakernes utrolige rige (i Chr. Wilsters oversættelse 1837; http://www2.kb.dk/elib/lit//dan/wilster/od.kml/index.htm):

»37     Saaledes taled Athene; med ilende Fjed hun foran ham
38 Vandred paa Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte.
39 Ei blev Nogen ham vaer af de søeberømte Phaiaker,
40 Da gjennem Byen forbi dem han gik, thi den haarfagre barske
41 Pallas Athene tilstedte det ei, en usigelig Taage
42 Trindt om Manden hun gjød, thi hun elsked ham høit i sit Hjerte.
43 Svart beundred Odysseus de prægtige Snekker og Havnen,
44 Torvet, hvor Heltene mødte til Thing, og de kneisende lange
45 Mure, med Pæle forskandsede trindt, et Under at skue.
46 Men da de saa vare komne til Konningens prægtige Hofgaard,
47 Først til Orde da tog den lysblaaøiede Pallas:«
…
»78     Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas
79 Hen over Havet det golde fra Scherias yndige Øland,
80 Kom saa til Marathon hen og Athens bredgadede Kongstad,
81 Og i Erechtheus's Borg indtreen hun, men Helten Odysseus
82 Kom til Alkinoos' stolte Palads, der stod han og grunded
83 Dybt i sit Sind, før han satte sin Fod paa den kobberne Tærskel,
84 Thi fra den kneisende Borg hos Alkinoos, Drotten den bolde,
85 Straalede trindt en Glands saa lys som fra Sol eller Maane.
86 Vægge beklædte med Malm løb hen langs Bygningens Sider
87 Dybt fra Tærskelen ind, og Frisen omkring var af Blaastaal;
88 Heelt af Guld var Porten, hvormed Paladset blev lukket,
89 Poster af Sølv stod kneisende høit paa den kobberne Tærskel,
90 Karmen var ogsaa af Sølv, men af Guld vare Dørenes Haandgreb.
91 Hunde paa Siderne stod, som af Guld og Sølv vare støbte,
92 Hvilke Hephaistos engang med synderlig Kløgt havde bildet,
93 For den behjertede Drot Alkinoos' Gaard at bevogte;
94 Aldrig de kunne forgaae eller ældes i Dagenes Række.
95 Men i det Indre langs Væggene hen stod Rader af Stole
96 Heelt gjennem Salen fra Tærskelen af, skjøntvirkede fine
97 Tæpper, et Værk af qvindelig Haand, var over dem bredte.
98 Der sad stedse ved Gilde Phaiakernes ypperste Herrer
99 Muntre ved Mad og Drik, thi der vanked bestandigen fuldtop.
100 Drenge der stod af Guld paa velindrettede Stader,
101 Blussende Fakler i Haanden de holdt, som lyste saa vide
102 Hen gjennem Salen, naar Gjæsterne sad om Natten ved Gilde.
103 Og i Paladset der boer halvhundrede Tjenesteqvinder,
104 Nogle har travlt med at knuse paa Qværn det graagule Brødkorn,
105 Andre med Væven at slaae eller dreie den snurrende Haandteen,
106 Siddende der som det bævende Løv paa Espen den ranke;
107 Linet, de vov, var saa tæt, at det skjød den flydende Olie;
108 Thi som Phaiakerne bedre forstaae, end Nogen i Verden,
109 Løbende Skib at styre paa Dyb, saa forstaae deres Qvinder
110 Kunstigen Væven at slaae, thi dem har Athene fortrinlig
111 Skjenket en herlig Forstand og Kløgt til det skjønneste Arbeid.
112 Udenfor Gaarden ved Porten en rummelig Have paa fire
113 Tønder sig strækker, og rundt omkring den løber et Gjerde.
114 Træer i Haven der groe, som kneise med frodige Kroner,
115 Pærer, Granater og Abild med glindsende Frugter paa Grene,
116 Frodige Olietræer og liflige Figner tillige.
117 Aldrig det hændes at Frugt slaaer feil, baade Vinter og Sommer
118 Aaret igjennem er Grenen ei gold, den pustende Vestvind
119 Driver bestandig en Deel i Blomst mens den modner en anden.
120 Pære paa Pære blier saftig og mør, som Æble paa Æble,
121 Ligesaa Drue paa Drue, og Figen paa liflige Figen.
122 Plantet i Haven er ogsaa en skjøn rigtbærende Viingaard;
123 Her er en Plads som ligger for Sol, hvor Druerne tørres,
124 Bredte paa Grønningen ud, en Deel man plukker og andre
125 Perser man alt; hist Druer der groe, som ei ere modne,
126 Nogle har nys sat Blomst, mens andre saa sagtelig blaane.
127 Ude ved Kanten af Haven i velafmaalede Bede
128 Alle Slags Urter der groe, friskprangende Aaret igjennem.
129 Ogsaa er der to Kilder, heelt op gjennem Haven den ene
130 Slynger sig hen, men ad høien Palads henrinder den anden
131 Ned imod Borggaardspladsen, hvor Vand Indvaanerne hente.
132 Saa var Alkinoos' Borg velsignet med Gudernes Gaver.«

Her finder vi alt, hvad et græsk hjerte måtte begære: bymure, agora, en valgplads samt en fantastisk havn. Men det stopper ikke her, paladset er ufatteligt, og det viser sig at faiakerne, som desuden både kan sejle bedre end nogen andre og forstår sig på at forarbejde stoffer, ikke behøver bekymre sig synderligt om at dyrke jorden, eftersom den praktisk talt leverer, hvad de har brug for. Alkinoos’ palads er, som der står, velsignet med gudernes gaver. Faiakernes “paradis” kommer til at står i skærende kontrast til fx. beskrivelsen af kyklopernes samfund (9. sang):

»106 Og til Kyklopernes Land vi kom, et ubændigt og lovløst
107 Folk, som fortrøster sig heelt paa de salige Guder alene.
108 Aldrig en Ympe de sætte, ei røre de Haand til at pløie,
109 Vildt groer Alt paa Marken omkring uden Pløining og Udsæd,
110 Hvede saavelsom Byg, og yppige Ranker, som bære
111 Fyldige Druer i Mængde, og Zeus ved Regn dem befrugter.
112 Intet de kjende til Love, ei Raad de holde paa Thinge,
113 Men i de hvælvede Huler omkring paa Bjergenes Rygning
114 Have de Bolig og Hjem, og hver Mand raader som Dommer
115 Selv over Qvinder og Børn, og bryder sig ei om de Andre.«

Her finder vi ingen af de ting, som gjorde faiakernes ø så fantastisk. Kykloperne kender ikke til love eller huse. De er altså mere eller mindre faiakernes diamentrale modsætning og det tiltrods for, at de rent faktisk er i familie med hinanden (jf. 7. sang linie 205-206). Om dette betyder, at Odysséen af denne grund skal betragtes som en fortælling om individets dannelse og samfundets civilisationsprocess, vil jeg stille mig spørgende overfor. Set som underholdning så bliver vi (hvis vi var grækere i antikken) her præsenteret for to ydrepunkter, som kunne være med til at sætte vor eget samfund i perspektiv samtidig med at fortælle en spændende og interessant historie om fremmede steder. Det er i denne sammenhæng interessant at betragte Odysseus’ rejse hen til kykloperne (9. sang):

»82     Ni samfældige Dage jeg drev for fnysende Vinde
83 Over det fiskbesvømmede Hav, men den tiende kom vi
84 Til Lotophagernes Land, et Folk, som lever af Træfrugt,«

Jeg har her udeladt den oplysning, som kommer et par linier over denne, hvor vi får at vide at vinden kommer fra nord. Odysseus burde med andre ord sejle rundt midt inde i Afrika. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at den almindelige græske bonde har været klar over dette, men linie 84 bør gøre selv ham opmærksom på, at vi her har forladt den almindelige verden. Odysseus begiver sig ind i det, den russiske litterat Bakhtin kalder for en eventyrkronotop, hvor sted og tid kommer til at hænge uløseligt sammen og tjene fortællings behov fremfor at være realistisk.

Efter Platon er der flere, der tager ideen op. Satirikeren Lukian gør således krav på i sin En sandfærdig historie krav på at have været på månen samt ikke mindst de saliges øer, der på Ptolomaios’ verdenskort er placeret nogenlunde ved de Kanariske øer. Lukian benytter her lejligheden til at komme med en kommentar til flere af de filosofiske retninger og litterære figurer, som var moderne på hans tid. Lukians helt igennem sandfærdige rejseskildring inkluderer mange flere fantastiske stop, som det vil fylde for meget at opremse her. Kendetegnende for dem alle er, at han benytter dem til at komme med en eller anden form for kommentar til sider af sin samtid.

Senere i litteraturhistorien finder vi Atlantismyten taget op af Francis Bacon i hans A New Atlantis (1627), der vel heller ikke kan sige sig helt fri fra en hvis inspiration fra forfattere som Tommasso Campanella (Solstaden 1623) eller Thomas Mores Utopia (1516). Alle værker der må sige at komme med en filosofisk kommentar til samtiden i skikkelse af et ideal samfund. Heller ikke de nordiske lande kan sige sig fri fra fristelsen til at kommentere på samtiden med en henvisning til samtiden, vi finder således henvisninger til Atlantis hos fx. Gustaf Fröding, Atlantis (1894), J. H. O. Djurhuus, Atlantis (1914) og Tom Kristensen Landet Atlantis (1920). Fælles for disse tre nordisk forfattere (fra henholdsvis Sverige, Færøerne og Danmark) er, at Atlantis her er gået hen og blevet et symbol, som også er undertitlen på Tom Kristensens digt, på et tabt paradis.

Litteratur:

De tre blogindlæg har været inspireret af følgende ikke citeret litteratur:

Mikhail Bakhtin, Rum, tid & historie, Klim, 2007

Nodisk litteratur til tjeneste.

Desuden har flere kollegaer og venner indgået i spændende og vedkommende diskussioner over emnet. Ingen nævnt ingen glemt.

Atlantismyten del 2; Kritias

I dialogen Kritias lader Platon Kritias uddybe sin fortælling om Atlantis. Kritias beretning begynder med en beskrivelse af Athen på daværende tidspunkt, en beskrivelse, der med et moderne udtryk er utopisk. Efter denne beskrivelse skal Kritias til at begynde på sin skildring af Atlantis, men først må han lige forklare brugen af græske navne med, at Solon havde oversat navnene til sit digt, og Kritias' oldefader havde en version på skrift, som Kritias læste igen og igen som ung. Atlantis’ geografiske beskaffenhed beskrives som en høj omgivet af skiftende ringe af henholdsvis vand og jord (jf. http://de.wikipedia.org/w/index.php?title=Bild:Schema_Atlantis.png&filetimestamp=20080806175641). Dette skyldes Poseidons kærlighedsforhold til en ung dame, resultat af hvilket blandt andet blev 5 tvillingepar, hvor den ældste fik navnet Atlas, og øen navn efter ham. Øen selv og udstrækningen af riget gjorde, at de fik det meste af det nødvendige. Det viser sig, at øen har alt, hvad hjertet kan begære endda elefanter, aquadukter, væddeløbsbaner etc. Også med hensyn til militæret var Atlantis enestående, den skulle således fx. kunne mobilisere 10 000 stridsvogne og 1200 skibe. I centrum af det hele findes et tempel til Poseidon, der skulle have været ganske overdådigt. Hver af de ti zoner, som øen var delt op i havde sin enevældige konge, der kun skulle overholde de love, Poseidon havde givet dem. Kongerne kunne kun dødsdømme hinanden, hvis han kunne få flertal hos de resterende ni konger. Grunden til landets undergang formuleres således (oversættelsen er taget fra Platons skrifter, oversat af Carsten Høeg ):

»Denne store magt, der altså i hine tider rådede herovre, således som vi har beskrevet det, stillede guden nu op til kamp mod vort land og bragte herover. Grunden hertil var, sagdes det, følgende. Sålænge gudens natur gjorde sig gældende i dem var de – igennem mange generationer – lydige mod lovene og havde kærlighed til det guddommelige, de var i slægt med. Deres tankegang var heltigennem præget af sandhed og storhed, og de viste mild besindighed overfor alle tilskikkelser og i forholdet til hinanden; derfor bekymrede de sig ikke om andet end godhed og regnede følgelig ikke ydre kår for stort værd. Deres store rigdom på guld og andre ting var for dem en byrde, men en let byrde: de lod sig ikke beruse af vellevned, trods al rigdom, og svækkedes ikke i deres selvbeherskelse. De holdt sig nøgterne og så klart, at også slige besiddelser kun trives ved indbyrdes venskab i godhed og går til grunde – såvel som godheden –, når det er den slags ting, man stræber efter og sætter sin ære i. På grund af denne tankegang og den guddommelige natur, de endnu havde del i, havde de stadig fremgang på alle de områder, vi har omtalt i det foregående. Men da deres del og lod i guddommen begyndte at svinde bort hos dem, idet den gang efter gang blev blandet op med så meget dødeligt, og da menneskelig tankegang vandt overtaget hos dem, kunne de ikke længere bære de gode kår, men begyndte at vanarte. Den, der forstod at se, så hvorledes de fornedredes ved tabet af de skønneste af deres klenodier, men de, der ikke forstod, hvad den sande lykke er i livet, syntes, at de netop nu stod på højdepunktet af alt, hvad der er godt og saligt, idet de kunne mæske sig i uretfærdig havesyge og magtudfoldelse. Men guderens gud, Zeus, hvis kongemagt er i lovene, og som har evne til at se igennem sligt, forstod, at en god slægt var i bitter nøs, og han ville pålægge dem en straf, for at de kunne genvinde selvbesindelse og atter opnå harmoni. Han sammenkaldte alle guder der, hvor de har deres fornemste bolig – den, der står midt i alverden og ser ud over alt, hvad der er blevet til – og, da de var forsamlede, tog han til orde…«

Det er her interessant at ligge mærke til, at Atlantis’ skytsgud er Poseidon, netop den gud, som tabte til Athene i kampen om, hvem af de to der skulle være Athens skytsgud. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at de ti kongeriger på Atlantis, hver har to konger ligesom Sparta. Det er nærliggende at læse Platons samtid ind i beskrivelsen af Atlantis. Vi må dog stille os selv spørgsmålet, hvorfor? Hvorfor opbygge dette sagnrige? Det kan der være flere grunde til, den, som jeg umiddelbart finder mest interessant, er Platons mulighed for at komme med en samfundskritik ved hjælp af et fuldstændigt fiktivt samfund, som dog ikke er mere fremmed end, at man kan genkende dele af det. Desuden er det med til at underbygge det “mytiske” Athens suverænitet, et Athen, der, skal vi huske, var bygget op fuldstændigt som Platons egen ideal stat. Platon har dermed mulighed for at komme med en stats patologi uden at behøve give et reelt eksempel. ‘Atlantis’ syndefald’ ligner til forveksling den analyse af Statens fordærv og fornedrelse til et demokrati som findes i ottende bog af Staten. Der er en udtalt lighed mellem Atlantis’ borgere og de filosoffer, Platon har betroet sin stat til: begge bekymrer sig ikke om det ydre men har nok i den transcendentale godhed, og jo længere væk de bevæger sig fra denne, desto værre går det dem og staten. Desværre mangler størstedelen af dialogen, og det er derfor nærmest umuligt at gætte på, hvad Platon selv ville med denne myte. Vi er derfor nødt til i langt højere grad end, hvad jeg personligt foretrækker, at efter formodning give vores bud på meningen. Ideen om at bygge et utopisk samfund op midt ude i havet var Platon ikke den første til at have ej heller den sidste. Men netop dette litterære utopiske element vil være emnet for den tredje del.

Atlantismyten del 1; Timaios

Atlantismyten har sin oprindelse hos Platon, der i sit skrift Timaios sætter det opfundne rige Atlatnis over for sin egen ideal stat i skikkelse af et mytisk Athen. Hele historien bliver fortalt i en ramme der ser sådan her ud: Solon hører fortællingen fra en ægyptisk præst under sit besøg i den ægyptiske by Saïs (det ægyptiske modstykke til Athen). Solon fortæller historien videre til Kritias’ bedstefader Kritias. Selvsamme Kritias får historien fortalt af sin bedstefader, der nu er fyldt halvfems, under festen Apaturia. Historien går således (taget fra Platons Skrifter overs. Povl Johs. Jensen):

»…Jeg tænker på det, vore skrifter fortæller om, hvorledes jeres by engang standsede en stormagt, der i sit overmod stormede frem på en gang imod hele Europa og Asien fra sit hjemsted ude i Atlanterhavet. Dengang kunne man nemlig sejle på dette ocean, da der var en ø udenfor det stræde, som I siger, I kalder Heraklessøjlerne. Øen var større end Libyen og Asien tilsammen, og fra den kunne folk i de tider sejle fra de andre øer og derfra til hele det kontinent, der ligger overfor dem, og som omgiver det sande ocean. (Alt det, der ligger her, indenfor det omtalte stræde, ser nemlig ud til at være en indsø med en snæver indsejling; det, der ligger udenfor, er der egentlige ocean, og det land, der ligger helt uden om oceanet, er det, der i sandhed fortjener navn af kontinent). På denne ø i Atlanterhavet var der opstået et stort og vidunderligt kongedømme, der bød over hele øen og mange andre øer og dele af kontinentet; indenfor strædet herskede kongerne desuden over Libyen lige til Ægypten og over Europa indtil Tyrrhenien. Hele dette rige koncentrerede sig om et forsøg på ved et enkelt stormangreb at undertvinge jeres og vort land og alt, hvad der ligger indenfor stædet. Dengang var det, Solon, at jeres bys styrke, både moralsk og materielt, gik op for alle mennesker. Den overgik alle i mod og krigerisk dygtighed, først som leder af grækerne, senere alene, da de andre blev tvunget til frafald; det var en kamp på liv og død, men den besejrede angriberne og oprejste et sejrsmonument. Dem, der endnu ikke var undertvunget, frelste den fra at blive trælle, og alle andre, der som vi boede indenfor den grænse, Herakles har sat, befriede den ædelmodigt. I den følgende tid indtraf der voldsomme jordskælv og oversvømmelser, og i løbet af et eneste frygteligt døgn blev hele jeres samlede våbenføre mandskab opslugt af jorden, og også øen Atlantis sank i havet og forsvandt. Derfor er den del af havet den dag i dag ikke til at sajle på eller udforske, for oven over den sukne ø er der et lag mudder, der når til ikke ret langt fra overfladen og hindre sejlads.«

Det er heldigt at Kritias har hørt denne fortælling i barndommen for som han siger: »det man nemmer i barndommen, husker man forbavsende godt.« Her skal vi så igen huske‚ at det hele er skrevet af Platon, der optræder som sidste led i denne række af fortællere. Alt dette er med til at gøre, at vi som læsere skal være påpasselige med at tage historien for gode vare. Hvis der er en historisk kerne i denne fortælling kunne et sandsynligt bud være den tragiske skæbne som tilfaldt øen Santorini. En katastrofisk begivenhed som denne kunne sagtens formodes at have sat spor helt til Platons tid men nu i en så ændret form, at det vil være frugtesløst at lede efter den “historiske kerne” i Platons beskrivelse af Atlantis. Historien er dog interessant i dens filosofiske og litterære sammenhæng, hvor den på den ene side trækker på “mytologiske” forgængere som historien om faiakerne i Odysséen (sang 7-12) samtidig med vi her finder en for antikken typisk sammenblanding af, hvad vi ville kalde for henholdsvis mytologi og videnskab. Vi finder her det verdensbillede som har været herskende siden Hekataios http://www.livius.org/he-hg/hecataeus/hecataeus.htm. Historien ville vi vel endvidere selv kategorisere som en mytologisk forklaring på, hvorfor man ikke kan sejle ud i Atlanterhavet. Set i sin umiddelbare kontekst skal vi dog huske på, at dialogen som udgangspunkt har Sokrates’ ønske om at se den ideal stat, de netop har opbygget (jf. Staten) i krig. Set på den baggrund er det sandsynligt, at det historiske forbillede for Atlantis må være det persiske rige, som jo netop havde truet det græske fastland og var blevet slået tilbage. Platon får her muligheden for at postulere, at netop den stat, han har udtænkt, udover at være den mest retfærdige også vil være den stærkeste militærmagt.

Skabelsen af et sagnrige som Atlantis har dog den filosofiske/litterære pointe, at man her har mulighed for at opbygge præcis det samfund, man har brug for og gennem det at komme med en slet skjult kritik af det bestående samfund. Et emne, jeg vil vende tilbage til i den næste blog: Atlantismyten del 2; Kritias.