Nu har vi undersøgt Platons udlægning af Atlantismyten, og set nogle af de pointer, der kunne være ved at opdigte et sagnrige. Nu var Platon ikke den første til at opdigte sådanne fantastiske riger. Den patologiske lystløgner Odysseus kommer, da han skal forklare sin kone, hvorfor det tog ham tyve år at komme hjem fra Troja, med en fortælling om et folk kaldet faiakerne. I syvende sang af Odysséen finder vi således følgende beskrivelse af faiakernes utrolige rige (i Chr. Wilsters oversættelse 1837; http://www2.kb.dk/elib/lit//dan/wilster/od.kml/index.htm):
»37 Saaledes taled Athene; med ilende Fjed hun foran ham
38 Vandred paa Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte.
39 Ei blev Nogen ham vaer af de søeberømte Phaiaker,
40 Da gjennem Byen forbi dem han gik, thi den haarfagre barske
41 Pallas Athene tilstedte det ei, en usigelig Taage
42 Trindt om Manden hun gjød, thi hun elsked ham høit i sit Hjerte.
43 Svart beundred Odysseus de prægtige Snekker og Havnen,
44 Torvet, hvor Heltene mødte til Thing, og de kneisende lange
45 Mure, med Pæle forskandsede trindt, et Under at skue.
46 Men da de saa vare komne til Konningens prægtige Hofgaard,
47 Først til Orde da tog den lysblaaøiede Pallas:«
…
»78 Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas
79 Hen over Havet det golde fra Scherias yndige Øland,
80 Kom saa til Marathon hen og Athens bredgadede Kongstad,
81 Og i Erechtheus's Borg indtreen hun, men Helten Odysseus
82 Kom til Alkinoos' stolte Palads, der stod han og grunded
83 Dybt i sit Sind, før han satte sin Fod paa den kobberne Tærskel,
84 Thi fra den kneisende Borg hos Alkinoos, Drotten den bolde,
85 Straalede trindt en Glands saa lys som fra Sol eller Maane.
86 Vægge beklædte med Malm løb hen langs Bygningens Sider
87 Dybt fra Tærskelen ind, og Frisen omkring var af Blaastaal;
88 Heelt af Guld var Porten, hvormed Paladset blev lukket,
89 Poster af Sølv stod kneisende høit paa den kobberne Tærskel,
90 Karmen var ogsaa af Sølv, men af Guld vare Dørenes Haandgreb.
91 Hunde paa Siderne stod, som af Guld og Sølv vare støbte,
92 Hvilke Hephaistos engang med synderlig Kløgt havde bildet,
93 For den behjertede Drot Alkinoos' Gaard at bevogte;
94 Aldrig de kunne forgaae eller ældes i Dagenes Række.
95 Men i det Indre langs Væggene hen stod Rader af Stole
96 Heelt gjennem Salen fra Tærskelen af, skjøntvirkede fine
97 Tæpper, et Værk af qvindelig Haand, var over dem bredte.
98 Der sad stedse ved Gilde Phaiakernes ypperste Herrer
99 Muntre ved Mad og Drik, thi der vanked bestandigen fuldtop.
100 Drenge der stod af Guld paa velindrettede Stader,
101 Blussende Fakler i Haanden de holdt, som lyste saa vide
102 Hen gjennem Salen, naar Gjæsterne sad om Natten ved Gilde.
103 Og i Paladset der boer halvhundrede Tjenesteqvinder,
104 Nogle har travlt med at knuse paa Qværn det graagule Brødkorn,
105 Andre med Væven at slaae eller dreie den snurrende Haandteen,
106 Siddende der som det bævende Løv paa Espen den ranke;
107 Linet, de vov, var saa tæt, at det skjød den flydende Olie;
108 Thi som Phaiakerne bedre forstaae, end Nogen i Verden,
109 Løbende Skib at styre paa Dyb, saa forstaae deres Qvinder
110 Kunstigen Væven at slaae, thi dem har Athene fortrinlig
111 Skjenket en herlig Forstand og Kløgt til det skjønneste Arbeid.
112 Udenfor Gaarden ved Porten en rummelig Have paa fire
113 Tønder sig strækker, og rundt omkring den løber et Gjerde.
114 Træer i Haven der groe, som kneise med frodige Kroner,
115 Pærer, Granater og Abild med glindsende Frugter paa Grene,
116 Frodige Olietræer og liflige Figner tillige.
117 Aldrig det hændes at Frugt slaaer feil, baade Vinter og Sommer
118 Aaret igjennem er Grenen ei gold, den pustende Vestvind
119 Driver bestandig en Deel i Blomst mens den modner en anden.
120 Pære paa Pære blier saftig og mør, som Æble paa Æble,
121 Ligesaa Drue paa Drue, og Figen paa liflige Figen.
122 Plantet i Haven er ogsaa en skjøn rigtbærende Viingaard;
123 Her er en Plads som ligger for Sol, hvor Druerne tørres,
124 Bredte paa Grønningen ud, en Deel man plukker og andre
125 Perser man alt; hist Druer der groe, som ei ere modne,
126 Nogle har nys sat Blomst, mens andre saa sagtelig blaane.
127 Ude ved Kanten af Haven i velafmaalede Bede
128 Alle Slags Urter der groe, friskprangende Aaret igjennem.
129 Ogsaa er der to Kilder, heelt op gjennem Haven den ene
130 Slynger sig hen, men ad høien Palads henrinder den anden
131 Ned imod Borggaardspladsen, hvor Vand Indvaanerne hente.
132 Saa var Alkinoos' Borg velsignet med Gudernes Gaver.«
Her finder vi alt, hvad et græsk hjerte måtte begære: bymure, agora, en valgplads samt en fantastisk havn. Men det stopper ikke her, paladset er ufatteligt, og det viser sig at faiakerne, som desuden både kan sejle bedre end nogen andre og forstår sig på at forarbejde stoffer, ikke behøver bekymre sig synderligt om at dyrke jorden, eftersom den praktisk talt leverer, hvad de har brug for. Alkinoos’ palads er, som der står, velsignet med gudernes gaver. Faiakernes “paradis” kommer til at står i skærende kontrast til fx. beskrivelsen af kyklopernes samfund (9. sang):
»106 Og til Kyklopernes Land vi kom, et ubændigt og lovløst
107 Folk, som fortrøster sig heelt paa de salige Guder alene.
108 Aldrig en Ympe de sætte, ei røre de Haand til at pløie,
109 Vildt groer Alt paa Marken omkring uden Pløining og Udsæd,
110 Hvede saavelsom Byg, og yppige Ranker, som bære
111 Fyldige Druer i Mængde, og Zeus ved Regn dem befrugter.
112 Intet de kjende til Love, ei Raad de holde paa Thinge,
113 Men i de hvælvede Huler omkring paa Bjergenes Rygning
114 Have de Bolig og Hjem, og hver Mand raader som Dommer
115 Selv over Qvinder og Børn, og bryder sig ei om de Andre.«
Her finder vi ingen af de ting, som gjorde faiakernes ø så fantastisk. Kykloperne kender ikke til love eller huse. De er altså mere eller mindre faiakernes diamentrale modsætning og det tiltrods for, at de rent faktisk er i familie med hinanden (jf. 7. sang linie 205-206). Om dette betyder, at Odysséen af denne grund skal betragtes som en fortælling om individets dannelse og samfundets civilisationsprocess, vil jeg stille mig spørgende overfor. Set som underholdning så bliver vi (hvis vi var grækere i antikken) her præsenteret for to ydrepunkter, som kunne være med til at sætte vor eget samfund i perspektiv samtidig med at fortælle en spændende og interessant historie om fremmede steder. Det er i denne sammenhæng interessant at betragte Odysseus’ rejse hen til kykloperne (9. sang):
»82 Ni samfældige Dage jeg drev for fnysende Vinde
83 Over det fiskbesvømmede Hav, men den tiende kom vi
84 Til Lotophagernes Land, et Folk, som lever af Træfrugt,«
Jeg har her udeladt den oplysning, som kommer et par linier over denne, hvor vi får at vide at vinden kommer fra nord. Odysseus burde med andre ord sejle rundt midt inde i Afrika. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at den almindelige græske bonde har været klar over dette, men linie 84 bør gøre selv ham opmærksom på, at vi her har forladt den almindelige verden. Odysseus begiver sig ind i det, den russiske litterat Bakhtin kalder for en eventyrkronotop, hvor sted og tid kommer til at hænge uløseligt sammen og tjene fortællings behov fremfor at være realistisk.
Efter Platon er der flere, der tager ideen op. Satirikeren Lukian gør således krav på i sin En sandfærdig historie krav på at have været på månen samt ikke mindst de saliges øer, der på Ptolomaios’ verdenskort er placeret nogenlunde ved de Kanariske øer. Lukian benytter her lejligheden til at komme med en kommentar til flere af de filosofiske retninger og litterære figurer, som var moderne på hans tid. Lukians helt igennem sandfærdige rejseskildring inkluderer mange flere fantastiske stop, som det vil fylde for meget at opremse her. Kendetegnende for dem alle er, at han benytter dem til at komme med en eller anden form for kommentar til sider af sin samtid.
Senere i litteraturhistorien finder vi Atlantismyten taget op af Francis Bacon i hans A New Atlantis (1627), der vel heller ikke kan sige sig helt fri fra en hvis inspiration fra forfattere som Tommasso Campanella (Solstaden 1623) eller Thomas Mores Utopia (1516). Alle værker der må sige at komme med en filosofisk kommentar til samtiden i skikkelse af et ideal samfund. Heller ikke de nordiske lande kan sige sig fri fra fristelsen til at kommentere på samtiden med en henvisning til samtiden, vi finder således henvisninger til Atlantis hos fx. Gustaf Fröding, Atlantis (1894), J. H. O. Djurhuus, Atlantis (1914) og Tom Kristensen Landet Atlantis (1920). Fælles for disse tre nordisk forfattere (fra henholdsvis Sverige, Færøerne og Danmark) er, at Atlantis her er gået hen og blevet et symbol, som også er undertitlen på Tom Kristensens digt, på et tabt paradis.
Litteratur:
De tre blogindlæg har været inspireret af følgende ikke citeret litteratur:
Mikhail Bakhtin, Rum, tid & historie, Klim, 2007
Nodisk litteratur til tjeneste.
Desuden har flere kollegaer og venner indgået i spændende og vedkommende diskussioner over emnet. Ingen nævnt ingen glemt.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar