Atlantismyten del 1; Timaios

Atlantismyten har sin oprindelse hos Platon, der i sit skrift Timaios sætter det opfundne rige Atlatnis over for sin egen ideal stat i skikkelse af et mytisk Athen. Hele historien bliver fortalt i en ramme der ser sådan her ud: Solon hører fortællingen fra en ægyptisk præst under sit besøg i den ægyptiske by Saïs (det ægyptiske modstykke til Athen). Solon fortæller historien videre til Kritias’ bedstefader Kritias. Selvsamme Kritias får historien fortalt af sin bedstefader, der nu er fyldt halvfems, under festen Apaturia. Historien går således (taget fra Platons Skrifter overs. Povl Johs. Jensen):

»…Jeg tænker på det, vore skrifter fortæller om, hvorledes jeres by engang standsede en stormagt, der i sit overmod stormede frem på en gang imod hele Europa og Asien fra sit hjemsted ude i Atlanterhavet. Dengang kunne man nemlig sejle på dette ocean, da der var en ø udenfor det stræde, som I siger, I kalder Heraklessøjlerne. Øen var større end Libyen og Asien tilsammen, og fra den kunne folk i de tider sejle fra de andre øer og derfra til hele det kontinent, der ligger overfor dem, og som omgiver det sande ocean. (Alt det, der ligger her, indenfor det omtalte stræde, ser nemlig ud til at være en indsø med en snæver indsejling; det, der ligger udenfor, er der egentlige ocean, og det land, der ligger helt uden om oceanet, er det, der i sandhed fortjener navn af kontinent). På denne ø i Atlanterhavet var der opstået et stort og vidunderligt kongedømme, der bød over hele øen og mange andre øer og dele af kontinentet; indenfor strædet herskede kongerne desuden over Libyen lige til Ægypten og over Europa indtil Tyrrhenien. Hele dette rige koncentrerede sig om et forsøg på ved et enkelt stormangreb at undertvinge jeres og vort land og alt, hvad der ligger indenfor stædet. Dengang var det, Solon, at jeres bys styrke, både moralsk og materielt, gik op for alle mennesker. Den overgik alle i mod og krigerisk dygtighed, først som leder af grækerne, senere alene, da de andre blev tvunget til frafald; det var en kamp på liv og død, men den besejrede angriberne og oprejste et sejrsmonument. Dem, der endnu ikke var undertvunget, frelste den fra at blive trælle, og alle andre, der som vi boede indenfor den grænse, Herakles har sat, befriede den ædelmodigt. I den følgende tid indtraf der voldsomme jordskælv og oversvømmelser, og i løbet af et eneste frygteligt døgn blev hele jeres samlede våbenføre mandskab opslugt af jorden, og også øen Atlantis sank i havet og forsvandt. Derfor er den del af havet den dag i dag ikke til at sajle på eller udforske, for oven over den sukne ø er der et lag mudder, der når til ikke ret langt fra overfladen og hindre sejlads.«

Det er heldigt at Kritias har hørt denne fortælling i barndommen for som han siger: »det man nemmer i barndommen, husker man forbavsende godt.« Her skal vi så igen huske‚ at det hele er skrevet af Platon, der optræder som sidste led i denne række af fortællere. Alt dette er med til at gøre, at vi som læsere skal være påpasselige med at tage historien for gode vare. Hvis der er en historisk kerne i denne fortælling kunne et sandsynligt bud være den tragiske skæbne som tilfaldt øen Santorini. En katastrofisk begivenhed som denne kunne sagtens formodes at have sat spor helt til Platons tid men nu i en så ændret form, at det vil være frugtesløst at lede efter den “historiske kerne” i Platons beskrivelse af Atlantis. Historien er dog interessant i dens filosofiske og litterære sammenhæng, hvor den på den ene side trækker på “mytologiske” forgængere som historien om faiakerne i Odysséen (sang 7-12) samtidig med vi her finder en for antikken typisk sammenblanding af, hvad vi ville kalde for henholdsvis mytologi og videnskab. Vi finder her det verdensbillede som har været herskende siden Hekataios http://www.livius.org/he-hg/hecataeus/hecataeus.htm. Historien ville vi vel endvidere selv kategorisere som en mytologisk forklaring på, hvorfor man ikke kan sejle ud i Atlanterhavet. Set i sin umiddelbare kontekst skal vi dog huske på, at dialogen som udgangspunkt har Sokrates’ ønske om at se den ideal stat, de netop har opbygget (jf. Staten) i krig. Set på den baggrund er det sandsynligt, at det historiske forbillede for Atlantis må være det persiske rige, som jo netop havde truet det græske fastland og var blevet slået tilbage. Platon får her muligheden for at postulere, at netop den stat, han har udtænkt, udover at være den mest retfærdige også vil være den stærkeste militærmagt.

Skabelsen af et sagnrige som Atlantis har dog den filosofiske/litterære pointe, at man her har mulighed for at opbygge præcis det samfund, man har brug for og gennem det at komme med en slet skjult kritik af det bestående samfund. Et emne, jeg vil vende tilbage til i den næste blog: Atlantismyten del 2; Kritias.