Den flade jord

Engang i midten af det 6. årh. har en god kristen handelsmand fået nok. NU må det stoppe med al den snak om en jord, der er kuglerund!
Ideen om den runde verden går i hvert fald tilbage til Parmenides, der i sit noget kompliceret digt om væren og ikkeværen får defineret væren til netop en kugle, eftersom afstanden fra midten til den punktmængde på cirklens ligninge er lige lang over det hele. Det er dermed umuligt, at væren er mere til stede et sted end et andet.
Denne tanker får Platon kombineret med pythagoræisk matematik til et verdensbillede, hvor himmellegemerne er runde, og de enkelte elementer har form som forskellige polygoner. Alt sammen i et forsøg på at gøre verden til en repræsentation af den matematiske virkelighed. Makrokosmos kommer således til at spejles i mikrokosmos.
Aristoteles går den modsatte vej af Platon og konkluderer på baggrund af sine observationer, at joden må være rund og centrum for universet.
Det er denne ca. 800 år lange tradition, Cosmas føler sig kaldet til at sætte på plads. Hans værk Topographia Christiana er overleveret i tre håndskrifter (et i Vatikanet fra Konstantinopel, et Kappadokien nu i Sinai Ægypten og et fra Athos bjerget nu i Firenze). De er alle rigt illustreret med billeder, der må gå tilbage til Cosmas selv. Hans navn findes kun i et af håndskrifter, hvilket betyder, at han i middelalderen kun var kendt som en kristen –hvilket højst sandsynligt har været i overensstemmelse med hans ønsker. I værket afslører Cosmas, at han har sejlet på Middelhavet, Det Røde hav og Den Persiske Gulf. Det kan derfor undre, at han i den grad til side sætter egne erfaringer, for at få sit verdensbillede til at passe med det man kan læse i Biblen. Jorden er nemlig flad og indeholdt i et tabernakel, hvor låget udgør himlen. Cosmas er med andre ord måske verdens første rigtige tilhænger af en flad jord. Et af de drivende motiver for Cosmas må være ønsket om at gøre os til bedre mennesker, som det sker for Erasmus Montanus 1200 år senere:

MONTANUS.

Ach gunstige Herre! Jeg skal følge hans Raad, og beflitte mig paa, at blive et andet Menniske herefter.

LIEUTENANT.

Got, saa gir jeg eder da løs igien, naar I har giort de Løffter baade til eders egne, og eders Sviger-forældre, og bedet dem om Forladelse.

MONTANUS.

Jeg beder eder da ydmygst med grædende Taare alle om Forladelse, og lover at føre et gandske andet Levnet herefter, fordømmer mit forrige Væsen, fra hvilket jeg er bragt ikke meere ved den Tilstand, jeg er geraadet udi, end ved denne brave Mands grundige Tale og Lærdom, for hvilken jeg derfor næst mine Forældre, skal altid have meest estime for.

JERONIMUS.

Saa holder I da ikke meere for min kiære Svigersøn, at Jorden er rund; thi den post ligger mig meest om Hiertet.

MONTANUS.

Min hierte Svigerfar, jeg vil ikke disputere videre derom. Men jeg vil allene sige dette, at alle lærde Folk er nu omstunder af de Tanker, at Jorden er rund.

JERONIMUS.

A - - - Hr. Lieutenant! Lad ham blive Soldat igien, til Jorden bliver flack.

MONTANUS.

Min kiære Svigerfar, Jorden er saa flack, som en Pandekage, er han nu fornøyet.

JERONIMUS.

Ja, nu er vi gode Venner igien; nu skal I faae min Dotter, kommer nu allesammen ind hos mig, og drikker paa en Forligelse; Hr. Lieutenant giør os den Ære at komme ind.

(De gaae ind.)