Atlantismyten del 2; Kritias

I dialogen Kritias lader Platon Kritias uddybe sin fortælling om Atlantis. Kritias beretning begynder med en beskrivelse af Athen på daværende tidspunkt, en beskrivelse, der med et moderne udtryk er utopisk. Efter denne beskrivelse skal Kritias til at begynde på sin skildring af Atlantis, men først må han lige forklare brugen af græske navne med, at Solon havde oversat navnene til sit digt, og Kritias' oldefader havde en version på skrift, som Kritias læste igen og igen som ung. Atlantis’ geografiske beskaffenhed beskrives som en høj omgivet af skiftende ringe af henholdsvis vand og jord (jf. http://de.wikipedia.org/w/index.php?title=Bild:Schema_Atlantis.png&filetimestamp=20080806175641). Dette skyldes Poseidons kærlighedsforhold til en ung dame, resultat af hvilket blandt andet blev 5 tvillingepar, hvor den ældste fik navnet Atlas, og øen navn efter ham. Øen selv og udstrækningen af riget gjorde, at de fik det meste af det nødvendige. Det viser sig, at øen har alt, hvad hjertet kan begære endda elefanter, aquadukter, væddeløbsbaner etc. Også med hensyn til militæret var Atlantis enestående, den skulle således fx. kunne mobilisere 10 000 stridsvogne og 1200 skibe. I centrum af det hele findes et tempel til Poseidon, der skulle have været ganske overdådigt. Hver af de ti zoner, som øen var delt op i havde sin enevældige konge, der kun skulle overholde de love, Poseidon havde givet dem. Kongerne kunne kun dødsdømme hinanden, hvis han kunne få flertal hos de resterende ni konger. Grunden til landets undergang formuleres således (oversættelsen er taget fra Platons skrifter, oversat af Carsten Høeg ):

»Denne store magt, der altså i hine tider rådede herovre, således som vi har beskrevet det, stillede guden nu op til kamp mod vort land og bragte herover. Grunden hertil var, sagdes det, følgende. Sålænge gudens natur gjorde sig gældende i dem var de – igennem mange generationer – lydige mod lovene og havde kærlighed til det guddommelige, de var i slægt med. Deres tankegang var heltigennem præget af sandhed og storhed, og de viste mild besindighed overfor alle tilskikkelser og i forholdet til hinanden; derfor bekymrede de sig ikke om andet end godhed og regnede følgelig ikke ydre kår for stort værd. Deres store rigdom på guld og andre ting var for dem en byrde, men en let byrde: de lod sig ikke beruse af vellevned, trods al rigdom, og svækkedes ikke i deres selvbeherskelse. De holdt sig nøgterne og så klart, at også slige besiddelser kun trives ved indbyrdes venskab i godhed og går til grunde – såvel som godheden –, når det er den slags ting, man stræber efter og sætter sin ære i. På grund af denne tankegang og den guddommelige natur, de endnu havde del i, havde de stadig fremgang på alle de områder, vi har omtalt i det foregående. Men da deres del og lod i guddommen begyndte at svinde bort hos dem, idet den gang efter gang blev blandet op med så meget dødeligt, og da menneskelig tankegang vandt overtaget hos dem, kunne de ikke længere bære de gode kår, men begyndte at vanarte. Den, der forstod at se, så hvorledes de fornedredes ved tabet af de skønneste af deres klenodier, men de, der ikke forstod, hvad den sande lykke er i livet, syntes, at de netop nu stod på højdepunktet af alt, hvad der er godt og saligt, idet de kunne mæske sig i uretfærdig havesyge og magtudfoldelse. Men guderens gud, Zeus, hvis kongemagt er i lovene, og som har evne til at se igennem sligt, forstod, at en god slægt var i bitter nøs, og han ville pålægge dem en straf, for at de kunne genvinde selvbesindelse og atter opnå harmoni. Han sammenkaldte alle guder der, hvor de har deres fornemste bolig – den, der står midt i alverden og ser ud over alt, hvad der er blevet til – og, da de var forsamlede, tog han til orde…«

Det er her interessant at ligge mærke til, at Atlantis’ skytsgud er Poseidon, netop den gud, som tabte til Athene i kampen om, hvem af de to der skulle være Athens skytsgud. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at de ti kongeriger på Atlantis, hver har to konger ligesom Sparta. Det er nærliggende at læse Platons samtid ind i beskrivelsen af Atlantis. Vi må dog stille os selv spørgsmålet, hvorfor? Hvorfor opbygge dette sagnrige? Det kan der være flere grunde til, den, som jeg umiddelbart finder mest interessant, er Platons mulighed for at komme med en samfundskritik ved hjælp af et fuldstændigt fiktivt samfund, som dog ikke er mere fremmed end, at man kan genkende dele af det. Desuden er det med til at underbygge det “mytiske” Athens suverænitet, et Athen, der, skal vi huske, var bygget op fuldstændigt som Platons egen ideal stat. Platon har dermed mulighed for at komme med en stats patologi uden at behøve give et reelt eksempel. ‘Atlantis’ syndefald’ ligner til forveksling den analyse af Statens fordærv og fornedrelse til et demokrati som findes i ottende bog af Staten. Der er en udtalt lighed mellem Atlantis’ borgere og de filosoffer, Platon har betroet sin stat til: begge bekymrer sig ikke om det ydre men har nok i den transcendentale godhed, og jo længere væk de bevæger sig fra denne, desto værre går det dem og staten. Desværre mangler størstedelen af dialogen, og det er derfor nærmest umuligt at gætte på, hvad Platon selv ville med denne myte. Vi er derfor nødt til i langt højere grad end, hvad jeg personligt foretrækker, at efter formodning give vores bud på meningen. Ideen om at bygge et utopisk samfund op midt ude i havet var Platon ikke den første til at have ej heller den sidste. Men netop dette litterære utopiske element vil være emnet for den tredje del.